Mindre ændringer i Plandata.dk

Publiceret 30-06-2026

Vi implementerer to mindre ændringer i Plandata.dk den 2. juli 2026.

Kloakoplande og mulighed for udtræden

Den 24. juni 2026 implementerede vi en ny datamodel og indberetningsflow for spildevandsplaner i Plandata.dk. I en overgangsperiode er det fortsat muligt at anvende den gamle datamodel via tredjepartssystemer. Tilsvarende genåbner vi nu i overgangsperioden for, at man kan indberette ”kloakoplande” og ”mulighed for udtræden af kloakoplad” i den gamle datamodel via upload af GIS-filer.

Indberetning af 'offentliggørelsesdato' for kommuneplaner og kommuneplantillæg

Fremover skal man ifm. indberetning af kommuneplaner og kommuneplantillæg til Plandata.dk ikke angive 'ikrafttrædelsesdato', men i stedet en 'offentliggørelsesdato'.

Baggrund

Hidtil har man ifm. indberetning af kommuneplaner og kommuneplantillæg skulle angive en vedtagelsesdato og en ikrafttrædelsesdato. Men reelt træder planerne i kraft på vedtagelsesdatoen, og den angivne 'ikrafttrædelsesdato' er i stedet blevet brugt til at styre offentliggørelsestidspunktet for planen.

For dig der indberetter i Plandata.dk

Vi implementerer nu, at det eksplicit er offentliggørelsesdatoen, man angiver i forbindelse med indberetningen af planerne. Ikrafttrædelsesdatoen vil fortsat fremgå, men datoen sættes automatisk lig med vedtagelsesdatoen. Dermed undgår vi, at nogen af datofelterne har en dobbelt betydning, og fremadrettet har datofelterne den betydning, der ligger i navnet.

Høringsmeddelelser ifm. vedtagelse af kommuneplaner og kommuneplantillæg vil således blive udsendt fra Plandata.dk på offentliggørelsesdatoen.

For dig der henter data via WFS

  • Offentliggørelsesdato udstilles via WFS som 'datopub'
  • Ikrafttrædelsesdato ('datoikraft') udstilles fortsat via WFS og afskaffes ikke

Tidsplan

Begge ændringer kom på vores eksterne testmiljø (preproduktion) i løbet af formiddagen tirsdag d. 30. juni og kommer i produktion i løbet af aftenen torsdag d. 2. juli 2026.

Har I spørgsmål eller kommentarer, er I meget velkomne til at kontakte os via Plandata-supporten på: support.plandata@plst.dk eller telefon: 7080 9039 (hverdage mellem kl. 9.00-11.30 og igen 12.00-14.30).