I forbindelse med udsendelsen af ejendomsvurderingerne er der fokus på de oplysninger fra Plandata.dk, som anvendes i vurderingerne, og som indberet-tes til Plandata.dk af kommunerne jf. bekendtgørelsen om planregisteret (BEK 1191 af 24/09/2018).
Konsolideringen har dermed, på baggrund af udvalgte opmærksomhedspunkter i registreringen, foretaget en gennemgang af kommunernes registrering i Plandata.dk. Opgaven er inddelt i spor, der tager udgangspunkt i op til flere emner. Dette kan blandt andet være indberetningsmuligheder, der ikke benyttes på tilsigtet vis, nye indberetningsmuligheder eller steder, hvor der oftere ses en diskrepans mellem det indberettede og det skrevne i plandokumentet.
Baseret på denne gennemgang er disse spor udarbejdet som kommunevise foreslåede datarettelser af datagrundlaget for kommunernes vedtagne planer i Plandata.dk. Disse indebærer en påmindelse om lovkrav om registrering af landzonetilladelser samt en række datarettelsespakker, der er udsendt til relevante kommuner. De allerede udsendte datarettelsespakker er som følger:
- Registrering af landzonetilladelser
- Datarettelsespakke – Delvise aflysninger
- Datarettelsespakke – Byggefelter
- Datarettelsespakke – Særlige forhold
- Datarettelsespakke – Området som helhed
Disse indeholder således oplysninger om de foreslåede datarettelser samt en vejledning til brug for baggrund og forståelse for vores forslag. Det vil som udgangspunkt være muligt at vælge at foretage rettelserne selv ude i kommunen eller at lade os foretage rettelserne på kommunens vegne. Det er i sidste ende op til kommunen at beslutte hvordan planerne skal indberettes. Hvis kommunen er uenig i vores rettelsesforslag, tvinges rettelserne derfor ikke igennem.