1. Baggrunden for tekniske delområder

Formålet med Plandata.dk er at sikre let adgang til kommunernes planer mv., blandt andet kommuneplaner, lokalplaner og landzonetilladelser - herunder også for andre systemer (sagsbehandlersystemer m.m.). Udover at sikre offentligheden en let adgang til kommunernes planlægning, er formålet også at lette kommunernes arbejdsgang ved at gøre det simplere at indmelde planer til staten.

Entydige og digitalt tilgængelige oplysninger om de enkelte grundes udnyttelses- og anvendelsesmuligheder er af afgørende betydning for Skatteministeriets fremtidige ejendomsvurderinger.

På den baggrund vurderede Skatteministeriet allerede i 2016, at der var behov for en tilretning af planloven, udbygning af de eksisterende it-systemer samt gennemførelse af den nødvendige digitalisering og registrering af udnyttelses- og anvendelsesmuligheder for den enkelte grund.

Ved indberetning og registrering af planer i Plandata.dk foretages der derfor en nedbrydning af planbestemmelser til deljordstykkeniveau

I denne sammenhæng skelnes der mellem de delområder, zoner, inddelinger m.v., som beskrives i dokumentet til planlægningsformål, og de delområder, der indberettes til Plandata. Delområder eller anden form for inddeling fremgår af plandokumentet – eksempelvis af lokalplanens kortbilag. De afspejler den planlægning, der er politisk vedtaget og offentligt fremlagt, og udgør dermed den juridiske ramme for arealanvendelse og bebyggelse. Som udgangspunkt indberettes de inddelinger, der fremgår af PDF-dokumentet, én til én i Plandata. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt at anvende "tekniske delområder" for at sikre planens formål samt en korrekt nedbrydning af anvendelsesbestemmelserne til deljordstykkeniveau.

Tekniske delområder

Tekniske delområder er en teknisk fortolkning af de planlagte forhold. De anvendes til at tilpasse og strukturere planoplysninger, så de kan registreres korrekt efter Plandata.dk’s datamodeller. Da datamodellen ikke nødvendigvis understøtter lokalplanens fulde kompleksitet, er det i visse tilfælde nødvendigt at opdele eller tilpasse områder teknisk for at sikre korrekt nedbrydning af bestemmelser til deljordstykker.

Eksempel 1 – Bebyggelsesomfang

Hvis en lokalplan ikke indeholder specifikke delområder, men for eksempel angiver forskellige bestemmelser for områder vest og øst for en vej, kan det være relevant at indberette disse som to tekniske delområder. På den måde fremgår bestemmelserne tydeligt og geografisk afgrænset i Plandata.dk, hvilket sikrer en korrekt nedbrydning af planbestemmelserne.

I plandokumentet for lokalområdet vist i Figur 1 er der eksempelvis ikke angivet nogen delområder. Til gengæld fremgår det i plandokumentet, at:

Bygningshøjden vest for Laugøvej må maksimalt være 12 meter, mens den øst for vejen må maksimalt være 8,5 meter.

Figur 1. Lokalplan angivet uden delområder.

Kommunen vælger derfor at indberette to tekniske delområder, hvor alle øvrige bestemmelser er identiske – bortset fra bygningshøjden, som er forskellig i de to områder. Indberetningen vil dermed fremstå som illustreret i Figur 2.

Denne fremgangsmåde sikrer en klar geografisk opdeling af bestemmelserne, hvilket gør det lettere for brugere at forstå og anvende planoplysningerne korrekt – både i planlægning, administration og ejendomsvurdering.

Figur 2. Lokalplan delt op efter bestemmelser for bebyggelsesomfang.

2. Indberetning af tekniske delområder

Tekniske delområder indberettes på samme måde som almindelige delområder, se vejledning omkring lokalplaner afsnit 2.2.3. om delområder. Det kræver dog en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvordan tekniske delområder bedst defineres og oprettes.

Som hovedregel bør du kun benytte tekniske delområder, når de planlagte forhold ikke fuldt ud kan afspejles i Plandata.dk’s datamodel, og dermed resultere i forkert nedbrydning til deljordstykker. Det gælder f.eks. i følgende situationer:

  • Hvis et område i de planlagte bestemmelser indeholder både byzone og landzone, kan det opdeles i to tekniske delområder med hver sin zoneangivelse.
  • Hvis et område har flere geografisk afgrænsede anvendelser (f.eks. bolig og erhverv), kan det opdeles i tekniske delområder med hver sin anvendelseskategori.
  • Hvis lokalplanen ikke anvender delområder, men f.eks. beskriver bestemmelser for områder syd og nord for en vej.

Navngivning af tekniske delområder

Navngiv tekniske delområder klart og konsekvent, så forskellen på delområderne fremgår tydeligt. Det gør både indberetningen og den efterfølgende brug mere overskuelig.

Eksempel 1. "Delområde 1, Vest" og "Delområde 1, Øst"

Eksempel 2. "Delområde A – Byzone" og Delområde A – Landzone"

Eksempel 3. "Delområde A – Overføres til byzone" og "Delområde A – Zonestatus fastholdes"

Eksempel 4. "Delområde 3 (Boligområde)" og Delområde 3 (Erhvervsområde)"

Hvordan forskellen præcist noteres, er op til kommunen selv. Bemærk blot igen, at navngivningen bør være klar, tydelig og konsekvent.

BEMÆRK 

Hvis et delområde opdeles i et eller flere tekniske delområder, må det ikke også indberettes som et samlet delområde. Det vil skabe overlappende geometrier og kan medføre, at de tilhørende deljordstykker udtages til manuel kontrol.

Eksempel 2 – Zoneforhold

Hvis et delområde ifølge plandokumentet indeholder to forskellige zoneangivelser – for eksempel byzone og sommerhusområde – kan det være hensigtsmæssigt at indberette det som to separate tekniske delområder.

De tekniske delområder indberettes i praksis som to delområder med identiske bestemmelser, men med hver sin zoneangivelse.  I plandokumentet fremgår det, at:

Området ligger delvist i byzone og delvist i sommerhusområde. Der ændres ikke på zoneforholdene. Zoneopdeling er vist på Kortbilag 2  Zoneforhold.

Ved navngivning i Plandata.dk kan delområderne eksempelvis benævnes:

  • Delområde 1 – Byzone

  • Delområde 1 – Sommerhusområde

I Figur 3 ses, hvordan de planlagte delområder fremgår i plandokumentet. I Figur 4 ser du, hvordan delområderne er indberettet teknisk i overensstemmelse med de zoneforhold, der er beskrevet i plandokumentet. Den tekniske opdeling sikrer en korrekt og entydig registrering af zonebestemmelserne.

Figur 3  De planlagte delområder, som de fremgår i plandokumentets kortbilag. 

Figur 4  I den tekniske indberetning er delområde 1 og 4 delt op efter zoneforhold. 

Revisionshistorik

Versionsnummer Dato

Beskrivelse af ændringer

1.0.0

09-07-2025 Første version.