Digitale kommuneplaner

Digitale kommuneplaner understøttes nu i Plandata.dk

Med den politiske aftale ”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.” (Juni 2022) blev det besluttet, at der skal ske en digitalisering af kommuneplanen. Det fremgår bl.a. af aftalen, at: ”Kommunerne får mulighed for at aflevere en digital kommuneplan i Plandata.dk, og Plandata.dk udbygges, så det bliver muligt at registrere og udstille en digital kommuneplan i Plandata.dk.”

Læs mere i vores publikation eller i vores trin for trin vejledning omkring indberetning af digitale kommuneplaner:

1. Introduktion

Plandata.dk har de seneste år derfor arbejdet på et projekt, der skal muliggøre afleveringen og udstillingen af fuldt digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg til Plandata.dk, således Plandata.dk kan modtage de kommuneplaner, som mange kommuner allerede i dag udarbejder fuldt digitalt.

Konkret betyder det,

  • at Plandata.dk har udarbejdet en standard for indberetning af digitale kommuneplaner til Plandata.dk
  • at Plandata.dk har udviklet en brugergrænseflade for indberetningen af digitale kommuneplaner
  • at Plandata.dk har udviklet brugergrænseflade for udstillingen af digitale kommuneplaner

Projektet gennemføres i tre faser med hver deres leverance. De tre faser er nærmere beskrevet nedenfor. 

 

1.1. Projektets 3 faser

Fase 1 - Datamodel og services

I projektets første fase er datamodellen for digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg afgrænset, beskrevet og implementeret i Plandata.dk. Samtidig er der udviklet et REST API, så indberetningen af digitale kommuneplaner kan ske via system-til-system-løsninger.  

Datamodellen er udviklet med input fra udvalgte kommuner, der allerede laver digitale kommuneplaner, samt NIRAS som repræsentant for de tredjepartsleverandører, der understøtter kommunernes indberetning af flere plantyper til Plandata.dk.

Projektets første fase er afsluttet og implementeret i systemet, så det er muligt at benytte datamodellen for digitale kommuneplaner og digitale kommuneplantillæg gennem REST API. 

 Fase 2 - Indberetning

I projektets anden fase udvikles en brugerflade for indberetningen af digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg til Plandata.dk.

Brugerfladen kommer til at ligge i det eksisterende indberet.plandata.dk-setup. Brugerfladen skal understøtte indberetningen af digitale kommuneplaner direkte i Plandata.dk, og den vil være tilgængelig for alle kommuner. En række kommuner er inddraget i denne del af projektet, så de kommunale behov og idéer til en god indberetningsproces bedst muligt understøttes i den kommende løsning.

Projektets anden fase er implementeret i slutningen af 2024.

Fase 3 - Udstilling 

I projektet tredje fase udvikles en ny, offentlig visningsflade for digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg med retlige digitale kort og tekster. Visningsfladen er udviklet, og der er lavet en løsning, hvor det er let og intuitivt at

  • fremsøge, hvad der gælder for et område, på tværs af kommuneplanens indhold

  • navigere mellem de forskellige sektioner i en kommuneplan

  • fremsøge indhold, der vedrører bestemte retningslinjer eller tematikker i kommuneplanen

 

Projektets tredje fase er afsluttet i juni 2025.

En ny version af plandatabekendtgørelsen er trådt i kraft den 19. juni 2025. Den gør det muligt at aflevere fuldt retligt gældende kommuneplaner til Plandata.dk.

1.2. Fællesfundament, snitflader og mulighed for tilpasning

Et fælles fundament for digitale kommuneplaner

Løsningen for digitale kommuneplaner er udviklet i tre faser for at sikre en blød landing af projektet, hvor der er plads til mindre justeringer undervejs. Derfor er der først bygget et fællesfundament for indberetningen af digitale planer i Plandata.dk i form af en datamodel, der er gjort tilgængelig via en række eksterne services. Vi er startet med datamodellen og eksterne services for at sikre, at de kommuner, der allerede i dag udarbejder digitale kommuneplaner, og de virksomheder, der understøtter kommunerne i at udarbejde digitale kommuneplaner tidligt, har haft mulighed for at teste, anvende og komme med tilbagemeldinger på datamodellen og de services, der skal understøtte indberetningen. 

Herefter har vi haft fokus på at udvikle en egentlig indberetningsflade på indberet.plandata.dk, hvorfra alle kommuner har mulighed for at indberette digitale kommuneplaner. Sidst men ikke mindst udvikler Plandata.dk en fælles udstillingsløsning for digitale kommuneplaner. Udstillingsplatformen har til formål at udstille de digitale kommuneplaner i deres helhed, både som tekst og kort, og i sammenhæng med digitale kommuneplantillæg. Udstillingsløsningen er blevet lanceret den 19. juni 2025.

Det er vigtigt at understrege, at de nye indberetnings- og udstillingsflader, som Plandata.dk stiller til rådighed, for digitale kommuneplaner ikke forhindrer kommunerne i at udvikle og tilpasse egne løsninger for digitale kommuneplaner. Dette kan fortsat gøre ved at anvende de services, som Plandata.dk stiller til rådighed. 

 

2. Indberetning af digitale kommuneplaner

Den tidligere version af Plandatabekendtgørelsen (BEK nr. 1191 af 24/09/2018) krævede, at kommuneplanen skulle afleveres som et plandokument i form af en OCR-læsbar PDF-fil. Derudover skulle der foretages en digital indberetning af udvalgte planbestemmelser i henhold til datamodellerne PlanDK2+ og PlanDK3.

Med ændringen af Plandatabekendtgørelsen er det være muligt at indberette en fuldt digital retligt gældende kommuneplan efter datamodellen PlanDK4 uden upload af et PDF-dokument. Se vejledningen for hjælp til indberetning af en fuldt digital kommuneplan. Vejledningen opdateres løbende.

Det vil fortsat være muligt at indberette kommuneplaner efter det hidtidige proces på indberet.plandata.dk, hvor man uploader retningslinjer, rammer og en PDF (datamodellerne PlanDK2+ og PlanDK3).

 

3. Hvordan vises digitale kommuneplaner?

Digitale kommuneplaner indberettet efter den PlanDK4 datamodellen vises som andre kommuneplaner på kort.plandata.dk, søgelisten og planerne udstilles på Plandata.dks WFS, WMS, WMTS og REST services. 

Plandata.dk har udviklet en ny fælles udstillingsplatform for digitale kommuneplaner, så kommuneplanerne udstilles i deres fulde digitale format.

Du kan finde udstillingsplatformen for digitale kommuneplaner her: kommuneplaner.plandata.dk

 

4. PlanDK4 – datamodellen for digitale kommuneplaner

I det indledende arbejde med skitseringen af datamodellen for digitale kommuneplaner blev der set nærmere på en lang række eksisterende kommuneplaner og kommuneplantillæg samt planlovens krav til kommuneplanlægning. Det skete med henblik på at identificere de begreber og strukturer, der udgør kommuneplanerne og kommuneplantillæggene.

Dette indledende arbejde resulterede i nedenstående simplificerede begrebsmodel, der forklarer kommuneplanen og kommuneplantillæg. Begrebsmodellen beskriver kommuneplanen som bestående af:

  • en redegørelse for planens forudsætninger

  • en hovedstruktur for udviklingen af arealanvendelsen

  • retningslinjer for arealanvendelse

  • rammer for lokalplanlægningen og

  • i praksis også af alt muligt andet.

Typisk organiseres disse begreber i en række emner eller tematikker, og noget indhold udpeges som områder på et kort. Det kan virke banalt med en denne simplificerede udlægning af kommuneplanen, men begreberne har været centrale for at lave en datamodel, der kan rumme den forskellighed, som kommuneplaner og kommuneplantillæg har.

 

4.1. Baggrunden PlanDK4 datamodellen

Med den politiske aftale ”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.” (Juni 2022) blev det besluttet, at der skal ske en digitalisering af kommuneplanen. Det fremgår bl.a. af aftalen, at: ”Kommunerne får mulighed for at aflevere en digital kommuneplan i Plandata.dk, og Plandata.dk udbygges, så det bliver muligt at registrere og udstille en digital kommuneplan i Plandata.dk.”

For at muliggøre indberetning af digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg udvides Plandata.dk med en ny datamodel samt en ny indberetningsflade og udstillingsløsning. I det følgende beskrives datamodellen PlanDK4, der er gældende for digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg i Plandata.dk.  

PlanDK4 giver mulighed for at indberette kommuneplanens indhold som tekst og billeder samt at foretage en strukturering af indholdet. Datamodellen integrerer de eksisterende principper for indberetning af kommuneplanrammer efter PlanDK2+, og den bygger videre på principperne for indberetning af retningslinjekataloget efter PlanDK3, så retningslinjerne både udpeges og beskrives.  

Datamodellen er udarbejdet af PLST i dialog med udvalgte kommuner og NIRAS A/S som repræsentant for de tredjepartsløsninger, som flere kommuner allerede i dag anvender til udvikling af digitale kommuneplaner.

Det skal understreges, at det er tilstræbt at gøre datamodellen dynamisk og så rummelig som muligt, således at kommuneplanerne, som vi kender dem i dag, kan indberettes i deres helhed. Samtidig giver datamodellen mulighed for, at kommunerne (eller andre) i egen database kan registrere flere oplysninger end modellen kræver. Datamodellen giver også mulighed for at få disse oplysninger til at spille sammen med oplysningerne, der er indberettet til Plandata.dk, via modellens unikke ”nøgler” (forskellig entydig nummerering af temaer og objekter).

PlanDK4 er et nybrud i forståelsen af datamodeller, da modellen i høj grad sigter efter, at kommunerne har de nødvendige frihedsgrader til at udarbejde deres kommuneplaner digitalt i Plandata.dk. Datamodellen byder derfor ikke på mange nye dataregistreringsforpligtelser, men giver derimod en generel ramme for at skrive en digital kommuneplan direkte i Plandata.dk efter en bestemt struktur og udfolde planens bestemmelser i tekst og billeder suppleret af geografiske udpegninger. 

Datamodellen PlanDK4 er indarbejdet i Plandata.dk's kernesystem og vil således være en fast standard de kommende år. På denne måde vil der være mulighed og sikkerhed for at ”tale” med Plandata.dk via systemets åbne snitflader.

Datamodellen vil løbende blive vurderet, og nødvendige ændringer bliver gennemført, når behovet er til stede. Du kan se den fulde datamodel, her. 

4.2. Datamodellens objekter

Ud fra fra begrebsmodellen er der lavet en informationsmodel, der har givet anledning til en strukturering af datamodellen for digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg i seks forskellige objekttyper i datamodellen. 

Strukturen for indberetning af indholdet af kommuneplanen er hierarkisk for plan-, emne-, indholds- og område-objektet.

  • Det første niveau er plan-objektet, som indeholder de overordnede informationer om planen.

  • Det andet niveau er emne-objektet, der organiserer indholdet af kommuneplanen. Det består af tekst, billeder mm.

  • Det tredje niveau er indhold-objektet, som er selve indholdet af emnerne. Der består af tekst, billeder mm., som er mulige at relatere til bestemte §§ i planloven, og kan eventuelt  få tilknyttet geografiske områder.

  • Det fjerde niveau er område-objektet, der er det eller de udpegede geografiske områder, som et indholds-objekt gælder for.

 

 

Forholdet mellem to forskellige niveauer er "1 til mange". For eksempel kan et emne-objekt indeholde flere indholds-objekter, som kan indeholde flere område-objekter. Dette gør det muligt at sammensætte kommuneplanerne på forskellig vis. Forholdet mellem plan-, emne- indholds-, og område-objekterne er illustreret nedenfor, og beskrives yderligere i det følgende afsnit.

 

Plan-objektet

Datamodellen for digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg indeholder et plan-objekt med de overordnede oplysninger om planen samt en række metadata.

I plan-objektet registreres planens navn, høringsdatoer og politiske vedtagelsesdatoer, og det er ligeledes muligt at vedhæfte et plandokument (Bemærk at det ikke er obligatorisk at vedhæfte pdf'er for digitale kommuneplaner)

Plan-objektet er det overliggende objekt, som emner, rammer, bilag og kommuneplantillæg refererer til, og har ophæng i. Du kan se den fulde datamodel, her

Emne-objektet

Kommuneplaner er typisk struktureret i emner eller tematikker. Strukturen kan være tematiseret fx i planfaglige emner som Detailhandel, Byudvikling og natur, Miljø og landskab eller omkring hovedbegreberne i kommuneplanen: Hovedstruktur, Planredegørelse, Rammer for lokalplanlægning og Retningslinjer.

En kommuneplan kan også være struktureret i en sammenblanding mellem hovedbegreberne og de planfaglige emner.

For en digital kommuneplan er det muligt at indberette emner, der består af titel og et tekstfelt samt angive i hvilken læseorden emnet skal læses i relation til de øvrige emner.

Titelfeltet for emnet er et fritekst felt, hvor navngivningen af emnet angives.

Tekst-feltet for emnet er et fritekst felt, hvor kommunen kan give en kortere introduktion til emnet. Det er ikke hensigten af kommunen skal skrive længere redegørelser eller retningslinjebestemmelser til emnet i emnebeskrivelsen. Det er ikke obligatorisk at udfylde tekst-feltet.

Indholdet af “Tekst-feltet” for emne-objektet er muligt at formatere, således at teksten kan skrives og vises på den måde, som det er tiltænkt. Det er også muligt at indlejre billeder og tabeller i “Tekst-feltet”, så statiske kort og billeder fortsat kan være en del af kommuneplanen.

Læseorden styrer emnernes indbyrdes hierarki for at sikre, at der findes en læseorden af planen. Hierarkiet angives numerisk med en stigende talrække, hvor 1 læses før 2 og så fremdeles.

Den nærmere datamodel for emne-objektet findes her.

Indholds-objekt

 Substansen i emnerne udgøres af indholds-objekter. Indholds-objekterne har til formål at indeholde og strukturere den information, og de bestemmelser, der er gældende inden for det enkelte emne.

For indholds-objekterne er det på samme måde som for emne-objekterne muligt at registrere både en titel og et tekstfelt, samt angive i hvilken læseorden indholds-objekterne skal læses i. Dertil er det muligt at registrerer en §-henvisning til Planloven.

Titelfeltet for indholds-objektet er en fritekst felt, hvor titlen af indholdet kan angives. Titelfeltet kan bruges til at underopdele indholdet inden for et emne, og vil kunne fremgå af en indholdsfortegnelse eller som en undertitel på en side for den digitale kommuneplan.

Tekst-feltet for indholds-objekter et fritekst felt, hvor kommunen kan skrive det nærmere indhold for hele eller dele af emnet. Det er hensigten, at hovedbestanddelen af indholdet skrives i dette felt.

Indholdet af “Tekst-feltet” for indholds-objektet er muligt at formatere, således at teksten kan skrives og vises på den måde, som det er tiltænkt. Det er også muligt at indlejre billeder og tabeller i “Tekst-feltet”, så statiske kort og billeder fortsat kan være en del af kommuneplanen.

Læseorden skal angives for indholds-objekter. Det skyldes, at datamodellen dikterer en relation mellem indholds-objekter og emne-objekter, hvor et indholds-objekt skal tilknyttes et emne. Flere indholds-objekter kan godt tilknyttes til det samme emne. I tilfælde af at et emne-objekt tilknyttes flere indholds-objekter, skal den indbyrdes læseorden mellem indholds-objekterne registreres. Hierarkiet angives numerisk med en stigende talrække, hvor 1 læses før 2 og så frem deles.

§-henvisning er en henvisning til planloven for det enkelte indholds-objekt. §-henvisningen skal det gøre det lettere for borgere, virksomheder og myndigheder at finde relevant indhold i kommuneplanen, og sikre overholdelsen af planlovens krav til kommuneplanen. Det giver også fleksibilitet ift. kortudstilling af arealudpegninger med ophæng i planloven.

Registreringen skal benyttes til at opmærke tekst, der vedrører og omhandler et specifikt krav eller mulighed for planloven. Det kan fx være en opmærkning af et indholds-objekt, der vedrører detailhandelsstrukturer og bydelscentre med en §-henvisning til planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 3. Derved er det muligt at fremsøge og vise indholdet af denne retningslinje for arealanvendelsen særskilt.

Det er muligt at angive §-henvisninger for paragraffer, der fremgår af listen over understøttede §-henvisninger, og der er ligeledes oprettet en kode for “har ikke ophæng i planloven”. Plandata.dk sørger for at opdatere listen over §-henvisninger i takt med at planloven revideres og udvikles.

Du kan se den fulde datamodel, her. 

Område-objekt

De dele af kommuneplanen der gælder for bestemte områder af kommuneplanen, kan udpeges ved at registrere et område-objekt på indholdet. Område-objekterne muliggør således en rumlig fremsøgning og visning af kommuneplanen.

For område-objekterne er det, på samme måde som for emne-objekter og indholds-objekter, muligt at registrere både en titel og et tekstfelt. Dertil er det muligt at registrere en områdekode, der kan bruges til at kategorisere visningen af området, hvis det har ophæng i et indholds-objekt med en §-henvisning.

Titelfeltet for område-objektet er et fritekst felt, hvor området kan navngives.

Tekst-feltet for område-objektet er et fritekst felt, hvor kommunen kan angive en tekst, der er specifik for det udpegede område. Det kan fx være de bestemmelser, der er gældende for det pågældende område.

Indholdet af “Tekst-feltet” for område-objektet er muligt at formatere, således at teksten kan skrives og vises på den måde, som det er tiltænkt. Det er ikke muligt at indlejre billeder og tabeller i “Tekst-feltet” for område-objekter.

Geografi for område-objekter skal udpeges på kort som enten polygoner eller multipolygoner. Det er ikke muligt at indberette punkter, linjer eller andre geometri-typer.

Områdekode for område-objekter er en kode, der kategoriserer området. Områdekoderne har sammenhæng til de retningslinjer, det er muligt at angive for traditionelle kommuneplaner, så det også for den digitale kommuneplan er muligt at lave en differentieret visning af områderne. Områdekoderne gør det fx muligt at lave en differentieret visning af detailhandelsstrukturer, så det er muligt at adskille bydelscentre, centerområder, aflastningsområder m.v.

Du kan se den fulde datamodel,her eller læse mere om upload og download af områder, her.

Revisionshistorik

Versionsnummer Dato Beskrivelse af ændringer
1.1.1 14-07-2025 Tilføjelse af elementer fra publikation "Introduktion til digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg"
1.1.0 19-05-2025 Tilføjelse af elementer fra publikation
"Vejledning til digitale kommuneplaner og kommuneplantillæg"
1.0.0 23-01-2024 Første version.