Plandata åbner i uge 44 for en kort testperiode mulighed for indberetning af dele af den Digitale Kommuneplan. I perioden vil det fremgå, at man i vores testmiljø kan indberette en "Digital kommuneplan" og/eller et "Digitalt kommuneplantillæg".
Vi er stadig i gang med udviklingsfasen af den fulde løsning, det vil derfor kun være udvalgte dele, der kan indberettes.
Plandatateamet har inviteret enkelte kommuner til at deltage i en workshop med personlige brugertests. Vi håber dog, at alle kommuner vil være med til at afprøve den nye indberetningsløsning og give feedback på både funktionalitet og flow.
Formålet med testperioden
Formålet med testperioden er at få identificeret eventuelle tekniske udfordringer, brugervenlighedsproblemer og forbedringsmuligheder, så vi kan tilpasse og optimere systemet inden den officielle implementering. Gennem perioden håber vi at indsamle konkret feedback og sikre, at vi bl.a. kan få udarbejdet de bedst mulige vejledninger og være på forkant med eventuelle tvivlsspørgsmål.
For at understøtte en fuldt Digital Kommuneplan er der udviklet en ny datamodel, som giver bedre mulighed for at registrere og håndtere de data, der ligger til grund for planerne. Modellen understøtter en mere fleksibel og detaljeret registrering af planoplysninger og giver kommunerne mulighed for at indberette fremtidige planer i et fuldt digitalt format. I forbindelse med denne nye datamodel er der lavet en række ændringer på formatet i selve indberetningen.
Det, vi ønsker at teste, er indberetningen af: Emner, Indhold og Områder, som er betegnelser for nye objekttyper, der forekommer i den nye datamodel:
- Emner: kan anvendes til hovedsektioner i den Digitale Kommuneplan.
- Indhold: kan forstås som undersektioner til et emne. Indhold kan på den nuværende indberetningsside sammenlignes med ”Retningslinjer”. Dog kan Indhold også anvendes til redegørelser, indsætning af billeder mm. Indhold kan valgfrit tilknyttes en paragrafhenvisning til Planlovens retningslinjer.
- Områder: er den geografiske udpegning af områder under et Indhold.
I forbindelse med testperioden vil der blive offentliggjort vejledningsmateriale til indberetning af den Digitale Kommuneplan, materiale vil blive offentliggjort d. 29. oktober på siden, Brugertest af enkelte dele af Digital Kommuneplan
Kontakt
For yderligere information om testperioden, krav til indberetning og specifikationer for den nye datamodel, kan interesserede kontakte Siv Louise Steffensen: sivste@plst.dk, eller finde detaljer på vores hjemmeside.
Jeres feedback bedes sendes til plandatasupporten på support@plandata.dk, vi vil sætte stor pris på detaljerede forbedringsforslag, gerne med billeder, tegninger mm.
Vi takker på forhånd for jeres deltagelse i testperioden og ser frem til at modtage jeres feedback omkring indberetningen af den Digitale Kommuneplan.