Introduktion til webservices

Få vejledning til de tre typer webservices, der kan kommunikere med og hente data fra Plandata.dk: WMS, WMTS og WFS.

Alle services henter data direkte i Plandata.dk’s database, og det er derfor altid opdateret data, som vises på tværs af de forskellige services. Alt data fra Plandata.dk vises i kortprojektionen UTM zone 32, EUREF89.

  • WFS (Web Feature Service) er en international, åben standard for udstilling af filer i GML-format. Med WFS får du adgang til planernes geografiske vektorer og indhold.
     
  • WMS (Web Map Service) er også en international, åben standard. Ved brug af WMS vises planerne som geografisk orienterede billeder.
     
  • WMTS (Web Map Tile Service) udstiller planer ved hjælp af tiles. Det betyder, at hvert kort består af et antal små kvadratiske billeder, som sammensættes til et stort kort.

Se yderligere information og vejledning om Plandata.dk's webservices nedenfor:

Licensvilkår

Plandata udstiller en række data gennem WFS, WMS og WMTS samt på vores forskellige kortløsninger. Primært udstiller vi kommunernes planlægning, som kommunerne er dataansvarlige for, men som indberettes i vores system og derfor også udstilles af os.
Derudover udstilles kortlag, hvor styrelsen har dataejerskabet. Dette gælder blandt andet landsplandirektiverne og Fingerplanen.

For alle datalag, der indeholder kommunernes planlægning, samt de lag, som Plan- og Landdistriktsstyrelsen er dataejer af, er licensvilkårene CC BY 4.0. Der kan læses mere om dette ved at trykke på "Vis temaets metadata" under de enkelte lag på kort.plandata.dk.

På kort.plandata.dk udstilles også kortlag fra andre myndigheder. Her vil licensvilkårene samt ophavsretten som udgangspunkt kunne findes i beskrivelsen af laget og/eller under "Vis temaets metadata".